Dec 5, 2021
I dag får du en tankevækkende og modig beretning om at måtte stikke af fra en roof-top-fest og blive nødt til at erkende, at det arbejdsliv, som man har drømt om at blive en del af og endelig har fået foden inden for i, slet ikke er det arbejdsliv, som reelt passer til een. Jeg har været på besøg hos Camilla Lærke Lærkesen for at tale om hendes vej til at skabe et arbejdsliv, som passer til en "temmelig meget" introvert. Og om alle de blindgyder, som Camilla selv måtte ned ad først.
Som introvert har Camilla brug for tid alene for at lade op. Hun er en mester til at fordybe og koncentrere sig og til at være kreativ. Og lige så højt som hun elsker at stå på en scene, lige så meget vil hun bare gerne direkte hjem og se en god film og spise chokolade i sofaen (alene) bagefter. Selv om det kan føles uhøfligt at sige nej tak til at blive hængende til konferencemiddagen.
I episoden taler vi også om, hvilket råd hun i dag ville have givet til sig selv dengang hun stod klar til at gå ud på arbejdsmarkedet.
Og om, hvad hun ser af super powers og udfordringer ved at være en mester til stille fordybelse i en højtråbende verden.
Og så er der gode råd til arbejdspladser og chefer, som gerne
vil have de introvertes kompetencer mere på banen også i møder og
kontorlandskaber designet til ekstroverte.
Vi taler også om, hvordan Camilla selv opdagede, at der ikke var
noget galt med hende, fordi hun tog pauser på toilettet, når hun
var til fest og aldrig havde lyst til at tage sin telefon (men
altid skrev tilbage med det samme).
Siden har hun også opdaget, at hun så langt fra er alene.
Første gang hun satte ord på det at være introvert var ved lidt af
et tilfælde, med en kronik i Universitetsavisen, som det egentlig
ikke var meningen, at nogen skulle læse.
Men den blev delt og delt.
"Inden længe modtog jeg beskeder fra folk, jeg ikke kendte, der
sagde mig tak. Tak for at sætte ord på noget, de ikke selv kunne.
Tak for at give en referenceramme, de kunne vise til deres venner
og familie. Tak for at sætte emnet på dagsordenen."
Siden har Camilla i podcasten "Bevidst introvert" inviteret en række introverte danskere til at dele deres livserfaringer på godt og ondt. Og i Netværkshistorier deler hun erfaringer om at netværke med hjertet først - også som introvert.
CAMILLAS PODCASTS
Lyt med lige her:
Bevidst introvert. Skru op for de stille stemmer:
https://www.bevidstintrovert.dk/podcast/
Netværkshistorier
https://www.spreaker.com/show/netvarkshistorier
BOG OM AT VÆRE INTROVERT
Vil du dykke endnu mere ned i de særlige superpowers og
udfordringer ved at være introvert, så kan jeg varmt anbefale
Susain Cains bog "Ro", som har undertitlen "Styrken ved at
være introvert i en højtråbende verden". Den udkom på dansk på
forlaget don max i 2015.
Kh
Line